SPODSBJERGHAVN
En levende arbejdshavn for lokale og besøgende
Spodsbjerg Havn er formet af færgefart, fiskeri og det daglige liv ved vandet. Projektet bygger videre på denne historie og styrker havnen som et aktivt sted, hvor erhverv, lokale aktiviteter og besøgende kan fungere side om side. Ambitionen er ikke at skabe en poleret turisthavn, men at give den eksisterende arbejdshavn bedre fysiske rammer.
Projektet består af to sammenhængende greb: nye fisker- og erhvervshuse langs havnepladsen samt en transformation og udvidelse af Kutterfisk. Fiskerhusene giver lokale fiskere og fiskerirelaterede erhverv plads til arbejde og opbevaring. Bygningerne får en åben kant mod havnepladsen, så arbejdet ved vandet bliver synligt og en naturlig del af oplevelsen af havnen.
Kutterfisk bevares og videreudvikles med udgangspunkt i de eksisterende bygninger. En ny førstesal tilfører borgerrum, anretterkøkken og fleksible opholdsrum, der kan bruges af foreninger, lokale borgere og havnens gæster. Herfra skaber en udendørs platform direkte kontakt til havnebassinet, fiskeriet, færgen og horisonten.
Nye opholdsarealer, belægninger og beplantning binder området sammen og gør havnen mere tilgængelig. Fiskerhusene udføres i rødmalet træ med tagpap i en beslægtet farvetone. Materialerne er robuste, enkle og valgt til at kunne tåle vind, salt og daglig brug, mens transformationen af Kutterfisk bevarer mest muligt af det, der allerede er bygget.
Status
Skitsering
Kunde
Spodsbjerg Havn
Ydelser
Skitsering
Lokation
Spodsbjerg, Danmark
Areal
650 m2
Typology
Kultur
År
2026
