NÆSBY SKOLE
Modernisering med plads til fordybelse
Projektet omfatter en bred modernisering af Næsby Skole med fokus på læring, fællesskab og elevernes forskellige behov. Gennem et tæt samarbejde med elever, lærere, skole og kommune er skolens eksisterende rammer blevet udviklet med nye gruppe- og opholdsrum samt forbedrede faciliteter til undervisning og fælles aktiviteter.
Et centralt element er skolens nye stillerum. Vægge og gulv er beklædt med træ, som skaber en varm atmosfære og dæmper rummets lyd. Langs den ene væg er der indrettet individuelle alkover med puder i forskellige grønne nuancer, hvor eleverne kan fordybe sig i gruppearbejde eller få en pause fra skolens mange indtryk.
Stillerummet er disponeret, så fire elever kan opholde sig i rummet samtidig uden at forstyrre hinanden. Eleverne henter nøglen på kontoret og afleverer deres mobiltelefon, inden de går ind. Dermed understøtter både rummets indretning og skolens brug af det en reel pause med plads til ro, bøger og fordybelse. Som to elever fortæller: “Vi er rigtig glade for det nye stillerum. Vi bruger det hver dag.”
Moderniseringen omfatter desuden et nyt grupperum til projektarbejde og en opgradering af gymnastiksalen med et nyt arkitektonisk udtryk og lydanlæg. Salen kan dermed anvendes til både undervisning, foredrag, koncerter, møder og aktiviteter for lokalområdet.
Status
Opført
Kunde
Odense Kommune
Ydelser
Projektering og udførelsesopfølgning, byggeledelse
Samarbejde
Land +, Nova5
Lokation
Odense, Denmark
Omfang
Modernisering af læringsmiljøer, stillerum, grupperum og gymnastiksal
Typology
Offentligt
År
2024
